Niagara Falls og NYC

Dagen var kommet, hvor vi skulle videre på turen - faktisk skulle tage hul på det sidste kapitel af vores rejse. Emma Jean og Jim var så flinke at køre os til toget, så vi kunne komme af sted til Niagara Falls. Vi skulle op omkring kl 3.30 for at kunne nå toget ca. kl. 5 - for på den måde ville vi stadig have nok tid, når vi ankom til Niagara Falls. Emma Jean og Jim stod glædeligt tidligt op for at hjælpe os på rette vej - også selv om det var deres bryllupsdag.
Det var meget sørgeligt at tage afsked med Emma Jean og Jim efter ikke mindre end tre ugers ophold ved dem. Vi havde haft en rigtig god tid ved dem, og de er nogle meget flinke og venlige mennesker, som man bare kommer til at holde af.
I toget kom vi til at sidde hver for sig. I modsætning til danske tog er der ingen borde, og der var derfor ikke meget at lave, men trætte som vi var, lagde vi os bare til at sove. Vi skulle gøre holdt i Buffalo, og egentlig var tog-turen så elendigt arrangeret, at vi skulle have ventet i 6 timer på det næste tog, for at køre i én time mod Niagara Falls. Vi fandt dog nogle japanere/kinesere (de er jo overalt), som vi kunne dele en taxa med, og det sparede os for ca. 5 timers ventetid, og dermed fik vi en hel del mere tid ved de store vandfald. Derudover fik vi endda penge tilbage for den billet fra Buffalo til Niagara Falls, som vi ikke kom til at bruge, så vi fik næsten taxa-turen betalt med tog-billetten.
Efter en lettere dramatisk køretur til Niagara Falls, hvor taxa-chaufføren bl.a. bakkede på motorvejen, fordi han "næsten", som han sagde, "missede en frakørsel", ankom vi godt sultne til Niagara Falls på Canada-siden. Vi skyndte os over til vores hotel, Skyline Inn, hvor vi hurtigt fik checket ind og smidt vores bagage, og derefter tog vi ud for at få os et måltid mad på Planet Hollywood. Der regnede helt vildt, så efter frokosten fandt vi regntøjet frem, og så gik turen ned mod vandfaldene.
Lars blev hurtigt meget skuffet, for det var ikke helt, hvad han havde forventet. For Helles vedkommende var det hendes anden gang ved Niagara Falls, og for hende var det et glædeligt gensyn. Mikkel syntes, at det var meget sjovt og også lidt imponerende, men dog ikke så imponerende, som folk har skruet det op til at være. Vi overvejede lidt at tage turen 'Maid of the Mist', men den havde Helle allerede prøvet, og den var lidt dyr, så det droppede vi. Vi gik ind i souvenir-butikken og kiggede på nogle forskellige sager, hvorefter vi valgte at gå tilbage mod hotellet for at smide regntøjet igen, for nu var vejret pludselig blevet udmærket. På vejen hjem stødte vi på en Coca-Cola butik, hvor vi gik ind for at få en forfriskning, og det var helt klart en oplevelse værd. De havde mange sjove Coca-Cola ting, bl.a. spillekort, som vi fik købt, men også nogle helt vildt fede glas, som Mikkel hurtigt blev forelsket i. Dog blev de ikke købt, fordi de ville være svære at fragte hjem.
Da vi havde smidt vores regntøj på værelset, havde Lars ikke lyst til at gå med ud igen, og han blev derfor på værelset og læste i en bog. Helle og Mikkel gik ud for at købe lidt mad til næste morgen, hvor vi skulle videre mod New York City, og da de havde fået det sat i køleskabet tilbage på hotellet, gik de ud for at få noget aftensmad. Det blev til rigtig god mad på Hard Rock Café, hvorefter de tog ud at spille mini-golf i mørke med neon-oplyste bolde og ting og sager. Efter minigolf-dysten, som Mikkel i øvrigt vandt stort, var det blevet mørkt udenfor, og det var derfor blevet tid til at gå ned og se de oplyste vandfald. Der var brugt mange forskellige farver til at få vandfaldene til at lyse, og det så rigtig godt ud. Dog nåede de ikke helt hen til hestesko-vandfaldet, fordi der igen begyndte at styrte ned, så efter at have stået i læ lidt, indtil det var gået lidt over, gik de mod hotellet for at få en god nats søvn.
Næste morgen havde vi bestilt en taxa til at komme til hotellet, som kunne køre os til tog-afgang kl. 6.35 tilbage i USA. Efter en lang, lang tog-tur ankom vi til NYC kl. 16.00. Vi brugte en del tid på at finde vej ud af metroen og på at finde ud af, hvordan det fungerede, og derefter satte vi kursen mod Broadway Hotel and Hostel, hvor vi havde bestilt seks overnatninger.
Lettere utilfredse med servicen gik vi op på vores værelse. Vi købte hver en hængelås, så vi kunne låse vores ting inde i skabe, fordi det ville være lidt bittert at miste sine ting lige inden hjemrejse.
Aftensmaden stod på pizza-slices, efterfulgt af en hyggelig aften-gåtur på Broadway. Vi stødte på Vicoria's Secret, hvor de lige præcis denne dag startede 'udsalgs-racet'. Vi fik købt lidt duftevand, og inden turen gik hjem i seng, tog vi en tur på Starbucks. Den første nat var det lidt svært at falde i søvn. Vi befandt os nu i 'the city that never sleeps', og det var tydeligt at mærke på alt den larm, der var udenfor.
Næste dag stod vi op kl. 7, tog subwayen, og steg af, hvor vi nemt kunne tage på en tur ud til frihedsgudinden. Inden dette spiste vi en udmærket morgenmad - hvor vi samtidig blev underholdt af to mennesker, som konkurrerede om, hvem der var den sejeste frihedsgudinde. De klædte sig nemlig ud som hende, og så kunne turister komme hen og få taget et billede ved siden af 'statuen'. Rimelig underholdende, må man sige.
Vi købte billetter til 'Statue of Liberty' og 'Ellis Island', og så måtte vi ellers stå i kø. Det tog en time, før vi kom ud på båden, som førte os ud til Frihedsgudinden. Det var meget underligt, at vi nu pludselig stod der. Vi fik taget nogle udmærkede billeder, inden vi tog videre mod Ellis Island. Her var vores eneste mål egentlig bare at finde Emma Jeans forældre på listen over de første immigranter. Det lykkedes, og vi fik taget nogle billeder, som vi kunne sende til Emma Jean (det har vi gjort nu, og det skal siges, at hun syntes, at det var meget sjovt at se).
Efter denne tur kunne vi lige nå at kigge forbi World Trade Center - eller der, hvor det engang stod. Det var helt vanvittigt at forestille sig, at det lige nøjagtig er der, det forfærdelige terror-angreb d. 11. september 2001 skete. Næsten overalt er hele området lukket til, hvor arbejdet for at få bygget det nye WTC er påbegyndt. Når man prøvede at tage billeder ind igennem små sprækker og huller (som det lykkedes for Mikkel), blev man bedt om at stoppe. Det var en meget oplevelsesrig og overvældende dag.
De næste par dage havde vi planlagt skulle gå med at shoppe lidt. Vi gik helt vildt meget rundt. I vores søgen efter en masse malls kunne vi kun finde Macy's - det er til gengæld også verdens største butik. De har ikke rigtig en masse malls, som der fx var i Las Vegas, men til gengæld er der nogle meget dyre butikker, som ligger rimelig spredt. Imens vi gik rundt og ledte efter steder at shoppe, endte vi pludselig i China Town - og det ville vi bare hurtigt ud af igen. China Town er åbenbart ikke lige os. Det virker lidt ulækkert med en masse gade-salg og stank af fisk overalt. Fx så vi en kæmpe fisk, man kunne købe, som lå på et lidt for lille stykke pap på jorden. Udover China Town kom vi fx også forbi Madison Square Garden, hvor REM om aftenen skulle spille koncert, hvilket vi rigtig godt gad have hørt, men vi turde ikke købe nogle 'gade-billetter'.
Vi brugte næsten en hel dag i Central Park, hvor vi gik rundt og så en masse forskellige ting. Det er en meget pæn park, og det er rigtig sjovt, at der kan ligge så stor og pæn en park midt inde i så stor en by. Den er fyldt op med baseball-baner, som i weekenden flittigt bliver brugt til en masse kampe, og folk motionerer overalt i parken. I hverdagen benyttes den fx også af børnehaver og skoler. Af populære ting besøgte vi Strawberry Fields, som er til minde for John Lennon.
Lørdag d. 21. gik vi igen rundt og udforskede byen lidt, og vi kom fx forbi Empire State Building, hvor vi besluttede os for at tage op næste dag. Om aftenen fandt vi en biograf, og vi gik ind og så 'Love Guru'. Bagefter købte Lars og Mikkel baseball-bats (efter meget hårde overvejelser), og turen gik igen hjem til hotellet.
Søndag d. 22. var vores sidste hele dag i NYC. Lars og Mikkel gik i Central Park for at prøve deres nye bats, mens Helle i mellemtiden stødte på et sted, hvor hun kunne få lakeret negle. Lars og Mikkel fik selvfølgelig ikke spillet noget baseball i parken, for de havde ikke tænkt over, at det var weekend, og alle banerne var selvfølgelig optagede.
Senere på dagen tog vi så op i Empire State Building, hvor man kan få et rigtig godt syn af byen. Desværre var der rimelig tåget, da vi var deroppe, men man kunne dog stadigvæk se en masse ting, fx Flat Iron Building. Senere på dagen var vi forbi Chrysler Building, som virkelig er imponerende.
Vi tog rimelig tidligt hjem denne dag for at få spist i god tid, så vi også kunne få pakket i god tid, så vi ikke var til gene for de andre mennesker, som vi var på værelse med.
Om mandagen var det hjemrejse-dag. Lars tog ind til byen for at blive klippet, mens Helle og Mikkel tog direkte ud til JFK Airport, hvor vi senere mødtes. Vi blev i flyet fra New York til Wien placeret forskellige steder. Overalt var der (larmende) børn, hvilket var grunden til, at Lars og Mikkel ikke fik lukket et øje hele natten. Børnene syntes dog ikke til at have nogen virkning på Helle - hun har virkelig sit sove-hjerte på rette sted.
Det var sjovt at være i New York, men vi er rimelig sikre på, at vi ville have fået meget mere ud af det, hvis det havde været vores første stop på turen, fordi vi hele tiden havde i baghovedet, at vi snart skulle hjem, og det var som om, man ikke rigtig kunne sætte sig op til at tage ud og se nye ting. Når alt kommer til alt, så er ude godt, men hjemme er helt klart bedst.

Vi har haft rigtig mange oplevelser i løbet af de tre og en halv måned, som vores rejse har varet. Det har været en tur, som har været tilpas varieret. Vi startede i Australien som 'rigtige backpackere', hvor vi tog fra sted til sted hver anden eller tredje dag. Vi så både byer, dejlige strande og vi kom sågar ud i en regnskov. Vi fik oplevet en masse dyr på tæt hold - deriblandt også Helles største frygt, nemlig en slange, men også søde dyr, som vi tilmed kunne klappe, nemlig kænguruer og koala-bjørne.
I New Zealand var det en helt anden slags tur, vi pludselig kom på. Vi skulle ikke længere ringe til Greyhound og melde, at vi om to dage gerne ville videre til en bestemt destination. Nej, turen var nu blevet mere fri, idet vi helt selv bestemte, hvor og hvornår vi ville køre videre til et nyt sted i vores rullende hjem. New Zealand blev for os en rejse i naturen. Godt nok startede vi turen i Christchurch, og godt nok sluttede den i Auckland - og godt nok kom vi også forbi Wellington, men det var som om, det ikke sagde os noget. Vi ville ud og opleve den flotte natur, som der er over alt i New Zealand, og det må man sige, at vi fik gjort. Vi fik kørt lige lidt over 5000 km. i vores campervan, og vi har nu næsten været overalt på de to smukke øer. Derudover fik vi i New Zealand også skubbet vores grænser lidt - vi tog ikke noget bungy-jump, men derimod et skydive fra 15.000 fod eller ca. 5 kilometers højde.
Fiji var ren afslapning. Det var lækkert badevand, godt vejr (pånær en dag) - det var palmer, snorkling, koraller - det var farvestrålende fisk - det var BULA! - og det var en helt ny kultur, hvor tingene tager den tid, de tager. Fiji var rent ud sagt lækkert, og det er helt klart værd at anbefale.
I USA havde vi nogle dage for os selv i Hollywood, inden vi tog på en tur med 11 andre personer, som vi ikke anede hvem var. Det var en meget intens tur, idet man skulle tidligt op, køre langt, sætte telt op/hurtigt checke in på hotel, for derefter at komme ud og opleve en helt masse. Det var en rigtig sjov tur, hvor vi fik set og prøvet en masse på meget kort tid, og derudover fik vi snakket med nogle nye mennesker. Turen var allerede planlagt, så det var ikke længere op til os, hvor vi skulle køre hen. Vi havde en god guide, som kunne fortælle os en masse, og han vidste, hvor alle de sjove/oplevelsesværdige ting var.
Opholdet ved Emma Jean og Jim - og alle de andre rare amerikanere - var helt fænomenalt. Vi boede nu ved en familie, som er i landet hver eneste dag, og selvom vi måske ikke fik set helt lige så meget der, som vi havde gjort før på turen, så fik vi dog stadig oplevet en helt masse, men dog på en helt anden måde. Oplevelserne ved Emma Jean og Jim hører mere til på det 'menneskelige' plan, idet vi snakkede og af og til diskuterede med en dejlig familie fra USA. Vi lavede mange sjove ting med Julie, Derek, Angie og Peter, og vi har mødt mennesker, som vi forhåbentlig vil komme til at snakke med mange gange i vores endnu unge liv.
Ved Niagara Falls og i NYC havde vi lidt den følelse i baghovedet, at vi snart skulle hjem. Det hele var ovre om lidt, og det var tydeligt at mærke, at man var begyndt at længes hjem.

Turen fra d. 11. marts til den 26. juni år 2008 vil være en tur, som vi aldrig nogensinde vil glemme.

Lars, Helle og Mikkel.