Sidste indlaeg i New Zealand

Efter vi havde skrevet sidste indlaeg, koerte vi ud til vandfaldet i Whangarei. Det var et rigtig flot og stort vandfald, og man kunne endda bade ved det, men der var desvaerre blevet en smule moerkt da vi kom derud, fordi vi havde brugt lidt for lang tid ved computeren. Vi tog et par billeder og satte kursen mod nord, og taenkte, at vi maaske kunne goere stop ved vandfaldet igen paa vej mod Auckland.

Whangarei Falls

Vi koerte mod Bay of Islands i haab om at se mange, flotte oer, for Bay of Islands er nemlig spaekket med oer - vist nok 144 af slagsen. Vi ankom sent om aftenen, og vi fandt hurtigt en plads at parkere vores vogn paa. Naeste dag vaagnede vi desvaerre op til en fuldstaendig overskyet himmel, og regnen stod ned i tykke straaler. Det gjorde, at udsigten var ganske elendig. Alligevel ville vi mod Russel, for at tage et kig paa oerne, men efter at have koert rundt for at finde en vej til Russel - man kan tage en faerge dertil, men det gad vi ikke - opdagede vi, at vi alligevel var endt ved faergen. Den eneste vej man kunne tage udover at tage med faergen, var nemlig en noget farlig grusvej, og den turde vi ikke at bevaege os ud i i vores store vogn.

Vi koerte i stedet mod Auckland, for vi ville lige naa at se lidt storby her paa New Zealand udover alt det natur vi har set.

I gaar var vi saa inde og se Auckland, men vi blev hurtigt traette af det. Vi har efterhaanden fundet ud af, at vi er mere til at se natur end by. Vi gik lidt op og ned ad gaden, og vi fik lige koebt de sidste souvenirs, inden vi forlader landet.

I morgen skal vi have gjort vognen lidt ren, inden den skal afleveres. Vi skal en tur paa posthuset og have sendt lidt hjemad, saa rygsaekkene ikke er saa tunge at baere rundt paa.
Computeren vi sidder ved lige nu driller, saa det her blev et noget kortere indlaeg end planlagt, og vi kan ikke uploade flere billeder end det ene. Desuden har vi lige moedt et par danskere herinde i rummet, som vi faar snakket lidt med, saa tiden gaar ogsaa lidt med det. Hehe.
I morgen tager vi saa mod Fiji, og vi glaeder os virkelig til at komme dertil og faa lidt godt vejr - der har regnet de sidste par dage her i New Zealand - oev!

Mt. Maunganui, Whangamata og Whangarei

Et blik ud over "Champagne Pools"
"Djaevelens bad"
Udsigten fra Mt. Maunganui
Mikkel viser stolt sin nyerhvervede Massey Ferguson 135 roed model frem
Hobbitten Helle ved en hobbit bolig
Den farlige maori kriger
Helle ved Lady Knox Geyseren

Sidst vi skrev var vi paa vej til "Maori"-aften, og hvilken aften det blev! Vi ankom lidt tidligt og blev modtaget af en vaeldig flink maori dame, som vi paa bedste maori maner hilste paa (hvilket vil sige 1) et ordentligt haandtryk og dernaest 2) to dup med naesetipperne). Da hele vores "stamme" var samlet skulle der vaelges en hoevding som kunne repraesentere hele "stammen". Hverken Lars eller Mikkel naaede at goere deres stemme hoert, foer en australsk herre ved navn "Chris" paatog sig rollen med ordene "Okay then, I'll do it". Han skulle foere os sikkert igennem "velkomst ritualet", som bestod i at vise den udvalgte maori kriger, at vi kom med fred. Vores hoevding gjorde det godt og vi kom (heldigvis) sikkert ind at se forestillingen.
Forestillingen bestod af sang og dans opfoert af maorierne, der skulle dog ikke gaa laenge foer publikum ogsaa blev "bedt" om at deltage. Helle var ikke raed for at vaere den foerste paa scenen af damerne, da de blev kaldt paa scenen for at proeve kraefter med "poi" (se linket for information). Derefter var det herrernes tur, her skulle de prove sig med maoriernes beroemte krigsdans "haka". Her var det nu Lars og Mikkels tur til at vaere paa scenen, og paa trods af krigsdansens oprindeligt alvorlige betydning foregik denne aftens haka ikke helt uden fnis og grin. Det var da heller ikke nemt for Helle, at holde masken da 15-20 maend i alle aldre skulle staa og skaere ansigter og raekke tunge. Da maoriernes forestilling var forbi, skulle vi have et "hangi" maaltid, det var en rigtig laekker oplevelse isaer efter vores efterhaanden uge-lange "ris- og pastakur". Da vi havde indtaget forret og hovedret, ja vi var ikke en gang naaet til dessert-buffeten, var det tid til det, som de saa paent kaldte "kulturudveksling". Her skulle de forskellige nationaliteter underholde med sange fra netop deres land, da vi hoerte dette foelte vi os selvfoelgelig utrolig benovede og oejnede her chancen for at imponere de omkring 80 tilstedevaerende med vores sangstemmer. Vi valgte at synge nationalhymnen og den blev modtaget med staaende klapsalver (faktisk var det bare siddende klapsalver). Da aftenen var ved at lakke mod enden, skulle "bossen" for hele moletjavsen holde en lille tale, vi opdagede til vores forbavselse at det var vores bordherre, som vi havde talt med under middagen.
Naeste dag var det tidligt op (kl. 9) for at komme ud og se "Lady Knox"-geyseren og den tilhoerende termiske park. Geyseren blev aktiveret ved hjaelp af 300g saebe-lignende substans. Geyseren blev i sin tid opdaget, da der laa et aabent faengsel i omraadet og de indsatte forsoegte at vaske deres toej i det varme vand, forestil jer deres store overraskelse! Den termiske park var meget farvestraalende med bl.a. staerke groenne farver. Efter turen rundt i parken, tog vi en lille afstikker til Blue Lake og Green Lake. Lars fik sig en lille dukkert i det krystalblaa vand i Blue Lake. Herefter gik det hastigt afsted til Mt. Maunganui, som blev besteget efter en nats soevn. Bjerget gav en spektakulaer udsigt over hele bugten. Naeste dag gik mod Whangamata, der er hjemstedet for "Hot Water Beach", som vi desvaerre ikke saa meget til, det var naermere "Cold Water Beach". Desvaerre var vi paa stranden paa et forkert tidspunkt, for man skal vaere der en time inden eller efter hoejvande - men udover det var stranden laekker. Vi drog herefter mod Whangarei, som blev naaet i dag efter en overnatning i Orewa. Nu er vi paa vej ud for at se "Whangarei Falls", der ligger et par kilometer uden for byen.
Det var det for denne gang, vi snakkes.

Taupo, Waitomo og Rotorua - og sky-dive-billeder

Her i begyndelsen af indlaegget vil vi lige give jer nogle af de billeder, vi har snakket om saa laenge. Desvaerre brokker computeren sig her, naar vi vil laegge billeder over fra kameraet, saa dem maa I lige vente lidt med. Dog kommer her en bid af de laenge ventede billeder fra vores sky-dive:

Her haenger Helle og James i luften paa vej ned mod Queenstown
Helle og James igen - lidt taettere paa Queenstown
Og begge kom sikkert ned paa jorden!
Lars haenger lodret paa vej mod jorden
Lars paa vej mod jorden - set oppe fra
Skaeg og ballade
Lars spiller smart paa jorden - Helle lander i baggrunden
Mikkel paa vej ned
Her er Mikkel og Sasa nede paa jorden igen
Her tager Mikkel sit andet spring (det er en joke)
Mikkel nyder turen ned


Saa sidder vi i Rotorua her paa nordoen. Vi kom her til allerede i gaar, men vi ville bruge en ekstra dag her, fordi vi foerst i aften kunne komme til at se et maori-show!
Men foerst lidt om, hvad vi har lavet i dagene op til...
Fra Napier koerte vi videre mod Lake Taupo. Vi havde laest, at der skulle vaere rigtig laekkert der - ogsa fra Nanna, hvis storesoester har vaeret der - saa vi tog hurtigt ind paa en plads, hvor vi kunne holde. Efter en gang middagsmad koerte vi ned i byen, og vi ville ned og gaa ved soen. Dog blaeste der utrolig meget nede ved soen, saa der var rigtig, rigtig koldt, og derfor vendte vi hurtigt om igen. Det var lidt af en skuffelse at se byen i det hele taget, for i brochurerne stod der en masse man kunne lave, men det holdt ikke rigtig i virkeligheden. Dog kunne man sky-dive der, men det havde vi jo allerede proevet. Paa vores rundtur i byen fandt vi en hyggelig, lille biograf, og ovenpaa skuffelsen af byen og soen tog vi ind for at se Semi-Pro om aftenen. Det var sjovt at proeve en biograftur i New Zealand med de lokale unge.
Naeste dag koerte vi mod Waitomo Caves for at se 'Glow Worms'. Det var en lang tur paa cirka 180 kilometer, og koereturen var maaske ikke helt det vaerd set i forhold til, hvor hurtigt turen i grotten var overstaaet - men selv om det var en kort tur, var det nu meget sjovt. Desvaerre maatte man ikke tage billeder af de 'gloedende orme' i grotterne, da der var risiko for, at de saa ville 'slukke deres lys'. Som ekstra information kan vi fortaelle, at det er ormenes affoerring, der lyser. Paa denne maade tiltraekker de insekter, som saa flyver op mod lyset. Ormene fanger insekterne ved at laegge mange traade ud - samme princip som en edderkop. Vi sejlede gennem grotterne paa en flod, som loeber igennem grotten. Der fik man et godt udsyn op til de mange glow worms.
Herfra gik turen videre til Rotorua. Vi havde planlagt en tur til Matamata, hvor man kan komme til at se 'Hobbiton' fra Ringenes Herre-filmene. Vi skulle dog i informationen i Rotorua foerst, og der fik vi at vide, at vi selv kunne koere derud - det var ogsaa billigere. Saa ud i bilen igen, og saa gik turen til Matamata. Lars gad ikke se hvad der var tilbage fra filmoptagelserne, saa Helle og Mikkel tog ud for at se, hvor Bilbo Baggins, Frodo og alle de andre hobbitter havde boet. Det var ret saa sjovt! Selve omraadet derude var meget flot med de helt groenne bakker, og vi fik information om, hvordan scenerne blev lavet. Man kunne komme ind i nogle af 'husene', men der var ikke meget at se, for under optagelserne var interioeret i et studie i Wellington. Nu glaeder vi os til at gense trilogien, naar vi kommer hjem igen! Efter at se byen blev vi koert videre over til et sted, hvor vi skulle se et faar blive klippet som en del af turen. Som en lille ekstra information fik vi at vide, at hende der koerte bilen havde vaeret med i Ringenes Herre - hun var en af de 16 'Chosen Few' fra Matamata, som var med i filmen. Ydermere - efter faaret var blevet klippet (paa knap halvandet minut) - skulle nogle lam fodres. Helle fik en flaske med maelk, og det var rigtig sjovt at faa lov at fodre lammet.
I dag har vi vaeret ved Hell's Gate for at bade. Hell's Gate er et af de mange termiske omraader i og omkring Rotorua. Vi gik foerst en tur paa ca. en time inde i 'parken', hvor vi saa masser af boblende poele af mudder og vand, svovl og blaek. Bagefter fandt vi vores badeshorts frem, og vi gik foerst i et 41 grader varmt spa-bad. Derefter skulle vi i et 40,3 grader varmt mudderbad i 20 minutter, hvor vi smurte os ind i mudder - laekkert! Dernaest skulle vi skylles i meget koldt vand, og til sidst sluttede vi badningen af i et 39 grader varmt spa-bad. Det var rigtig laekkert og sundt for huden.
Lige nu glaeder vi os til showet i aften, hvor der ogsaa er inkluderet et maaltid. Vi har laest, at det bestaar af havets laekkerier, saa vi haaber, at det falder i vores smag.
I morgen skal vi ud at se en geyser kl. 10.15, hvor den eftersigende skulle sproejte 20 meter op i luften, saa sadaan skal Lars fejres paa sin 20 aars foedselsdag. Mange hilsner herfra,
Lars, Helle og Mikkel.

New Zealand, nordoen

Sidst I hoerte fra os, var vi i Queenstown, hvor vi som bekendt sky-divede. Lige nu sidder vi paa en netcafe i Napier paa nordoen, for vi synes, at I skal have en ny opdatering her fra NZ. Desvaerre har vi glemt vores cd'er med billeder fra vores sky-dive ude i campervanen, som holder parkeret et godt stykke herfra, saa det maa I vente lidt med endnu.

Fra Queenstown koerte vi videre mod Franz Josef Gletscheren. Vi overnattede lidt udenfor Haast, og naeste dag gik vi en tur for at tage et kig paa den. Det var rigtig sjovt at se, hvor hurtigt den smelter, for smeltevandet lavede en stor flod, der floed i en haard stroem vaek fra gletscheren.

Franz Josef Gletscheren paa naermeste hold. Skulle man taettere paa, maatte man have en guide med (laes: det koster penge)

Turen gik videre mod Hokitika, som er jade-hovedstaden i New Zealand. Vi overnattede lidt udenfor byen, og naeste dag gik vi ind for at kigge i de rigtig mange butikker der saelger smykker af jade (en groen sten, som er rigtig populaer - maorierne brugte den til at lave vaerktoej, vaaben, smykker osv). Vi fik alle tre erhvervet os en halskaede, saa nu er vi rigtig smarte og forhaabentlig heldige i fremtiden (kineserne tror paa, at de bringer lykke). Lars koebte en halskaede af aegte New Zealandsk jade, mens Helle og Mikkel koebte en hver af sort australsk jade. Selve byen var ikke noget saerligt, saa efter vores lille handel gik turen videre, denne gang mod Punakaiki, som er hjemstedet for 'Pancake Rocks' (de skulle eftersigende ligne stakkevis af pandekager - bedoem selv paa billedet). Vejret var blevet langt bedre (laes: varmere), da vi var kommet et godt stykke nord paa, saa da vi steg ud af bilen i Punakaiki var det ifoert shorts. Vi kom desvaerre ved de flotte klipper da der var ebbe, saa der var ikke de helt store boelger der. Alligevel kunne vi hoere den karakteristiske 'torden', naar boelgerne ramte klipperne og gnavede sig ind under dem i de saakaldte 'Blow Holes'.

Pancake Rocks ved Punakaiki

Turen gik videre oest paa, tvaers igennem landet, til Kaikoura, i haab om at komme til soes for at se hvaler. Kaikoura er perfekt til netop at se hvaler, fordi der ekstremt hurtigt bliver dybt i vandet, og det kan hvalerne godt lide, naar de skal op for at traekke vejret. Vi tog en overnatning taet ved Kaikoura, og naeste dag ville vi booke en tur ud paa vandet. Desvaerre er vores halskaeder ikke helt begyndt at virke endnu, for vejrudsigten for de naeste to-tre dage sagde, at der ikke blev nogle 'whale watching tours'. Oev! Med vores stramme tidsplan blev vi derfor noedt til at droppe turen, til vores store skuffelse. Som en lille optur tog vi ud til en koloni af 'Fur Seals', som laa mindre end en kilometer fra byen. Paa trods af at det var vilde saeler, kunne man komme meget taet paa dem. Et skilt viste, at man minimum skulle holde sig paa 10 meters afstand, men vi kom paa cirka fem meters afstand.

En af de vilde pels-saeler ved Kaikoura

Da vi ikke kunne komme ud at se hvaler, satte vi kursen mod Picton og vores faerge til nordoen. Vi havde laest, at turen fra Picton til Wellington skulle vaere en af de smukkeste overfarter i verden, men vejrguderne var stadig imod os. Det var ikke muligt at se saerlig langt pga. regnen der stod ned, og det ville vi spare kameraet for.

Som de natur-elskere, vi er, kunne vi ikke komme hurtigt nok ud af hovedstaden, Wellington. Vi satte hastigt farten mod Napier, hvor Helle havde laest, at vi kunne opleve delfiner. Paa vejen dertil bestemte vi os for at tage et smut forbi Dannevirke, hvor danskere i 1800-og-hvidkaal bosatte sig. Vi maa med slet skjult skuffelse sige, at der ikke er meget dansk i Dannevirke. Et skilt moeder en paa vejen til Dannevirke, og der er en viking der hilser en velkommen. Desuden staar der pludselig en moelle midt inde i hovedgaden - paa 'Copenhagen Square' - og det er vist, hvad der er dansk over Dannevirke.

Kan det blive mere dansk end denne moelle? Naeppe.

Som en lille omvej (paa cirka 90 kilometer t\r), ville vi et smut forbi Taumatawhakatangihangakoauauotamateaturipukakapikimaungahoronukupokaiwhenuakitanatahu, som er verdens laengste stednavn - bare for at sige, at vi har vaeret der.

Her ses skiltet saa

Efter et lille holdt tog vi videre til Napier, hvor vi er nu. I dag har vi vaeret i Marine Land for at se de omtalte delfiner, og det var rigtig sjovt. De havde nu ikke bare delfiner, men ogsaa soeloever, pingviner, fisk, fugle... Bagefter tog vi turen videre til National Aquarium of New Zealand (noget lignende Kattegat-centret) for at se endnu flere fisk og en enkelt krokodille. I aften koerer vi videre mod Lake Taupo.

Den 38-aarige gamle delfin, Kelly, laver et 3 meter hoejt spring - imponerende!

Det var alt herfra i denne omgang. Vores parkeringstid er vist ved at loebe ud nu, saa vi maa hellere smutte nu! Vi glaeder os til at hoere mere fra jer. Mange hilsner fra os alle tre.

New Zealand, sydoen

Saa er der gaaet rimelig lang tid siden sidst, men vi har vaeret i omraader uden vildere beboelse og dermed ogsaa computere..

Vi havde en fin landing i Christchurch, og skyndte os hurtigt ud efter vores vogn. Der gik et godt stykke tid inden vi kunne faa den, men bedre sent end aldrig. Vi skyndte os ud efter lidt proviant, og dernaest fandt vi hurtigt et sted at bo, for det var allerede blevet aften. Vi tog ind paa et Motor Home inde i byen, men vi var for traette til at lave aftensmad, saa vi tog noget paa KFC.

Naeste dag ville vi hurtigt ud af byen for at komme ud og se noget natur - det var blevet tid til for alvor at proeve vores vogn af. Helle styrer den 6 meter lange vogn fantastisk! Vi tog til Akaroa, hvor en vulkan engang havde vaeret i udbrud, og nu er der blevet en kaempe soe der. Det var rigtig laekkert, og landskabet var helt vildt. Vi koerte op og ned ad stejle skraenter i vilde haardnaale-sving gennem bjergene. Ved soen var der en oe, som vi bestemte os for at gaa ud paa, inden turen gik tilbage igen. Det var en rigtig flot, men ogsaa en haard tur, for vi skulle gaa rigtig hoejt op, for oen var en stor bakke, men til gengaeld var der ogsaa en meget flot udsigt.

Helle og Lars ved vores nye hjem

Saa gik turen ellers tilbage igen, og vi koerte videre mod syd. Vi endte i Ashburton, hvor vi ville lave noget aftensmad. Vi bestemte os for at sove paa en rasteplads i Ashburton, selvom den var inden for byskiltene. Derfor gik vi i seng med en foelelse af, at vi kunne blive vaekket af en politimand, som ville bede os om at koere vaek. Det skete heldigvis aldrig, dog blev vi om natten vaekket af et tog, som koerte mindre end 10 meter vaek.

Helle sidder og spejder ud over den flotte soe ved Akaroa

Naeste dag gik turen mod flotte Lake Tekapo. Soen saa rigtig flot ud med dens groenne skaer. Her koerte vi paa endnu et motor home, saa vi kunne faa ladt vores telefoner osv. op, og ydermere kunne vi faa toemt vores tank med beskidt vand.

Mount John er 1031 meter hoejt, og ligger lige ved Lake Tekapo. Der gik ikke mange sekunder inden vi bestemte os for, at vi skulle op paa toppen af det. Desvaerre kunne vi ikke naa andet end en gaatur, inden der begyndte at regne, og solen begyndte saa smaat at gaa ned, saa 'bjergbestigningen' blev udskudt til naeste dag. I stedet for at foelge stien op til toppen valgte vi en anden vej. Vi gik en time langs med bjerget, og saa gik vi ellers direkte op ad bjergsiden (det skal lige siges, at vi foerst fandt ud af, at der gik en sti direkte til toppen, da vi selv var kommet derop). Der var en helt fantastisk udsigt deroppe.

Udsigt fra toppen af Mt John ved Lake Tekapo

Naeste dag satte vi kursen mod Hampden, eller naermere Moeraki Boulders som ligger ved Hampden Beach. Det er nogle store (op til 2 meter i diameter), runde sten, som er blevet skabt inde i klipperne. Hele denne proces begyndte for 60 millioner aar siden, og de er saa trillet ud af klipperne, efterhaanden som de er blevet skabt. Maorierne, de indfoedte, tror dog, at det er frugtkurve, som er blevet tabt, som senere er blevet forstenet.

Moeraki Boulders ved Hampden Beach

De naeste mange kilometer var ikke saerligt interessante, udover den groenne udsigt gennem vinduerne i bilen, og de rigtig, rigtig, RIGTIG mange faar, som gaar og graesser. Vi koerte gennem Dunedin, hvor verdens stejleste gade findes, men den saa vi kun et glimt af. Bilen har det ikke alt for godt op ad stejle veje for at sige det mildt! Kursen var sat mod Milford Sound, hvor vi ville ud og sejle i fjorden. Vi overnattede godt 20 kilometer efter byen Te Anau, og naeste dag var vi klar til at koere det sidste stykke. Koereturen i sig selv var en oplevelse med skraanende bjergsider alle vegne og flotte vandfald.

Brusende floder fulgte os paa vejen til Milford Sound

Desvaerre er vi havnet paa New Zealand i den toerreste periode i mere end 50 aar, hvilket goer, at der er rigtig toert her, og der er derfor mange vandfald, som er helt udtoerret.

Laekker udsigt til en af de snebeklaedte bjergtoppe ved Milford Sound

I Milford Sound havde der, da vi ankom, ikke regnet i seks dage i traek, og der var foerst udsigt til regn om tre dage. Normalt regner det 3 ud af 4 dage i det omraade, saa vi var rigtig (u)heldige!

Her ses Bowen Falls ved Milford Sound

Maaske havde det vaeret flottere i regnen, for saa havde der vaeret mange skoenne vandfald, men til gengaeld kunne vi staa ude paa daekket af skibet uden at blive vaade. Vi tog en overnatning ved Milford Sound, og inden aftensmaden gik vi en tur nede ved den flod, som loeb faa meter fra vores campervan.

Udkig fra undervandsobservatorie 10 meter under vandoverfladen, igen ved Milford Sound

Naeste dag koerte vi videre mod Queenstown, men vi tog foerst et stop paa en tre timer ved Manapouri.

Her holder vognen parkeret, i baggrunden ses Lake Manapouri

Her havde vi laest, at landets smukkeste soe skulle vaere, og den var virkelig ogsaa et besoeg vaerd. Der var meget fredfyldt, og soen havde en utrolig paen blaalig farve. Vi blev noget overraskede paa vej ned til soen, for der ligger en havn der, som hedder Pearl Harbour. Lidt sjovt! Vi overnattede ca. 90 kilometer fra Queenstown, hvor vi er nu. I morgen har vi taenkt os at proeve et sky-dive. Vi har hoert saa meget om det, saa nu er vi naesten noedt til at proeve!

Til Anders og Louise: Rigtig mange gange tillykke med at I skal vaere foraeldre! Det bliver spaendende at foelge med i :)

Ruten som den ser ud indtil videre. X'erne er overnatninger

PS. Selve sky-divet er nu fuldfoert, fra 15.000 fod(!!!!), billederne foelger senere.

Newcastle og Sydney

Saa er vi kommet til computeren her paa den sidste dag i Sydney og i Australien i det hele taget, for i morgen drager vi videre til New Zealand.

Naa, men fra Port Macquarie tog vi videre til Newcastle. Det var et rigtig dejligt hostel, men selve byen var ikke det helt vilde. Vi var nede ved 'Bogey Hole', som var turens hoejdepunkt. Det er et hul med vand, hvor boelgerne bliver kastet ind over. I sin tid fik en kaptajn udgravet et bad i klippen, saa der kunne man fint staa inde under. Ellers gik vi lidt rundt i byen, som ikke var det helt store. Vi tog ned paa stranden en aften for at slappe af og spille lidt bold.

Lars hygger sig ved Bogey Hole

Turen gik videre til Sydney, og her kom vi til at bo paa Railway Square YHA, som er et rigtig dejligt hostel. Det er en gammel togstation, som nu er lavet om til et hostel. Nogle af vaerelserne er endda placeret ude i gamle togvogne!

Vi har gaaet gaderne tyndt, og hver dag har vi vaeret nede paa havnen. Foerste dag gik vi rundt og kiggede paa butikker. Lars og Mikkel fik begge koebt (rigtig cool) solbriller og fede shorts, saa nu er de klar til at indtage stranden paa Fiji.

Naeste dag bestemte vi os for at gaa over Harbour Bridge, og paa vejen derhen gik vi forbi et marked, som vi kiggede lidt paa. Vi tog en lille omvej over til broen, og paa vejen kom vi ogsaa forbi observatoriet i Sydney. Det var meget flot at gaa over broen, og der var en rigtig god udsigt til operahuset derfra.

Lars og Mikkel er cool. Harbour Bridge i baggrunden

Naeste dag var det Mikkels foedselsdag, og det skulle fejres ved at gaa ned og se operahuset taet paa. Inden det tog vi paa en havnerundfart, og det var en rigtig, rigtig flot tur. Desvaerre kunne timingen ikke vaere daarligere, da Mikkels kamera loeb toer for stroem, lige som vi var steget ombord. Traels. Det blev turen dog ikke daarligere af.

Om aftenen ville vi ud og spise, men det kom vi aldrig, fordi vi havde lavet et stort mellemmaaltid kl. 18. Desuden bor vi sammen med en skoer og sjov italiener ved navn Claudio med meget begraenset kendskab til engelsk (dog hjaelper hans parlour en del), som havde koebt whisky og cola i anledningen af Mikkels foedselsdag, saa vi sad og hyggede lidt paa vaerelset med ham.

Fra venstre mod hoejre: Mikkel, Helle, Claudio og Lars

Senere paa aftenen havde vi planlagt at tage op i Sydney Tower, men skaebnen ville det anderledes. Paa vej over til taarnet stoeder vi ind i Julius og Thomas, som vi har gaaet i gymnasiet med. Dem blev vi noedt til at snakke med, og vi aftalte, at vi skulle moedes i dag d. 1. april. Hvad er oddsene lige for at moede dem her i Sydney?! Da vi endelig naaede over i Sydney Tower havde det lukket, saa det udskoed vi til i dag.

Vi bestemte os for at tage ned og se operahuset om aftenen for at se belysningen. Dernede moedte vi Lockland, en vild og meget, meget beruset australier, som fejrede sin 18-aars foedselsdag. Vi fortalte, at det ogsaa var Mikkels foedselsdag, og vi blev straks inviteret paa en drink. Det var rigtig sjovt at feste lidt med dem. Desvaerre kunne vi ikke tage med videre i byen, fordi vi bare havde vores hverdagstoej paa, saa vi kunne ikke komme ind paa diskotekerne.

Operahuset by night

I dag har vi tilbragt dagen sammen med Julius og Thomas, og vi tog op i Sydney Tower sammen med dem. Bagefter tog vi ned i den Royale Botaniske Have og noed lidt vindruer og det gode vejr. Inden vi tog afsked med Julius og Thomas spiste vi en god frokost.

Fotografen Helle tager et stemningsbillede i den botaniske have

Nu er vi paa vej hjem paa vores hostel igen. Vi har inviteret Claudio paa en omgang mad og en oel, saa det skal nok blive sjovt. Han har en masse sjove historier at fortaelle.

I morgen skal vi meget tidligt op for at tage ind til lufthavnen. Der venter os en ca. 3 timer lang flyvetur til Christchurch, New Zealand.

Tak fordi I bliver ved med at skrive til os. Det er bare rigtig skoent!