New Zealand, nordoen

Sidst I hoerte fra os, var vi i Queenstown, hvor vi som bekendt sky-divede. Lige nu sidder vi paa en netcafe i Napier paa nordoen, for vi synes, at I skal have en ny opdatering her fra NZ. Desvaerre har vi glemt vores cd'er med billeder fra vores sky-dive ude i campervanen, som holder parkeret et godt stykke herfra, saa det maa I vente lidt med endnu.

Fra Queenstown koerte vi videre mod Franz Josef Gletscheren. Vi overnattede lidt udenfor Haast, og naeste dag gik vi en tur for at tage et kig paa den. Det var rigtig sjovt at se, hvor hurtigt den smelter, for smeltevandet lavede en stor flod, der floed i en haard stroem vaek fra gletscheren.

Franz Josef Gletscheren paa naermeste hold. Skulle man taettere paa, maatte man have en guide med (laes: det koster penge)

Turen gik videre mod Hokitika, som er jade-hovedstaden i New Zealand. Vi overnattede lidt udenfor byen, og naeste dag gik vi ind for at kigge i de rigtig mange butikker der saelger smykker af jade (en groen sten, som er rigtig populaer - maorierne brugte den til at lave vaerktoej, vaaben, smykker osv). Vi fik alle tre erhvervet os en halskaede, saa nu er vi rigtig smarte og forhaabentlig heldige i fremtiden (kineserne tror paa, at de bringer lykke). Lars koebte en halskaede af aegte New Zealandsk jade, mens Helle og Mikkel koebte en hver af sort australsk jade. Selve byen var ikke noget saerligt, saa efter vores lille handel gik turen videre, denne gang mod Punakaiki, som er hjemstedet for 'Pancake Rocks' (de skulle eftersigende ligne stakkevis af pandekager - bedoem selv paa billedet). Vejret var blevet langt bedre (laes: varmere), da vi var kommet et godt stykke nord paa, saa da vi steg ud af bilen i Punakaiki var det ifoert shorts. Vi kom desvaerre ved de flotte klipper da der var ebbe, saa der var ikke de helt store boelger der. Alligevel kunne vi hoere den karakteristiske 'torden', naar boelgerne ramte klipperne og gnavede sig ind under dem i de saakaldte 'Blow Holes'.

Pancake Rocks ved Punakaiki

Turen gik videre oest paa, tvaers igennem landet, til Kaikoura, i haab om at komme til soes for at se hvaler. Kaikoura er perfekt til netop at se hvaler, fordi der ekstremt hurtigt bliver dybt i vandet, og det kan hvalerne godt lide, naar de skal op for at traekke vejret. Vi tog en overnatning taet ved Kaikoura, og naeste dag ville vi booke en tur ud paa vandet. Desvaerre er vores halskaeder ikke helt begyndt at virke endnu, for vejrudsigten for de naeste to-tre dage sagde, at der ikke blev nogle 'whale watching tours'. Oev! Med vores stramme tidsplan blev vi derfor noedt til at droppe turen, til vores store skuffelse. Som en lille optur tog vi ud til en koloni af 'Fur Seals', som laa mindre end en kilometer fra byen. Paa trods af at det var vilde saeler, kunne man komme meget taet paa dem. Et skilt viste, at man minimum skulle holde sig paa 10 meters afstand, men vi kom paa cirka fem meters afstand.

En af de vilde pels-saeler ved Kaikoura

Da vi ikke kunne komme ud at se hvaler, satte vi kursen mod Picton og vores faerge til nordoen. Vi havde laest, at turen fra Picton til Wellington skulle vaere en af de smukkeste overfarter i verden, men vejrguderne var stadig imod os. Det var ikke muligt at se saerlig langt pga. regnen der stod ned, og det ville vi spare kameraet for.

Som de natur-elskere, vi er, kunne vi ikke komme hurtigt nok ud af hovedstaden, Wellington. Vi satte hastigt farten mod Napier, hvor Helle havde laest, at vi kunne opleve delfiner. Paa vejen dertil bestemte vi os for at tage et smut forbi Dannevirke, hvor danskere i 1800-og-hvidkaal bosatte sig. Vi maa med slet skjult skuffelse sige, at der ikke er meget dansk i Dannevirke. Et skilt moeder en paa vejen til Dannevirke, og der er en viking der hilser en velkommen. Desuden staar der pludselig en moelle midt inde i hovedgaden - paa 'Copenhagen Square' - og det er vist, hvad der er dansk over Dannevirke.

Kan det blive mere dansk end denne moelle? Naeppe.

Som en lille omvej (paa cirka 90 kilometer t\r), ville vi et smut forbi Taumatawhakatangihangakoauauotamateaturipukakapikimaungahoronukupokaiwhenuakitanatahu, som er verdens laengste stednavn - bare for at sige, at vi har vaeret der.

Her ses skiltet saa

Efter et lille holdt tog vi videre til Napier, hvor vi er nu. I dag har vi vaeret i Marine Land for at se de omtalte delfiner, og det var rigtig sjovt. De havde nu ikke bare delfiner, men ogsaa soeloever, pingviner, fisk, fugle... Bagefter tog vi turen videre til National Aquarium of New Zealand (noget lignende Kattegat-centret) for at se endnu flere fisk og en enkelt krokodille. I aften koerer vi videre mod Lake Taupo.

Den 38-aarige gamle delfin, Kelly, laver et 3 meter hoejt spring - imponerende!

Det var alt herfra i denne omgang. Vores parkeringstid er vist ved at loebe ud nu, saa vi maa hellere smutte nu! Vi glaeder os til at hoere mere fra jer. Mange hilsner fra os alle tre.